Løbets afvikling
Udlodning fra Nordstjerneløbet 2023
Tirsdag 5. september 2023 var 15 personer, medlemmer og ledsagere på besøg på Reden Aarhus i Sjællandsgade under KFUK’s Sociale Arbejde.
Anledningen var, at Reden var hovedbidragsmodtager for overskuddet fra årets Nordstjerneløb.
Mens vi drak kaffe, fortalte forstander Anders Sørensen om det vidt forgrenede arbejde, der udføres på stedet til gavn for mange kvinder.
Reden hjælper ofte brugerne med kontakt til det kommunale system, til sundhedsvæsen, til psykiatri og hvad der ellers er behov for. Der er åbent alle dage kl. 12 – 22 og brugerne kan få mad, vaske tøj, få hjælp og rådgivning og være sammen med andre.
På Reden er der en sundhedsklinik med frivillige læger og andet sundhedspersonale tilknyttet. Derudover arbejder Reden også med opsøgende sundhedsfagligt arbejde i Aarhus og omegn. Lederen af dette arbejde, Pia Murrekilde, fortalte om arbejdet og planerne om at udbygge det og nå længere ud til flere brugergrupper. Der er et stort behov, så vores donation fra Nordstjerneløbet vil blive brugt til at videreudvikle det opsøgende arbejde.
Formand for cykelløbsudvalget Ester Bork Sørensen overrakte gavebevis på kr. 32.000 til forstander Anders Sørensen.
Leder af sundhedsklinikken Pia Murrekilde og forstander Anders Sørensen takkede for donationen og forsikrede os om, at pengene ville komme til at gøre god gavn.
Afslutningsvis blev vi vist rundt på stedet og i sundhedsklinikken.
Det var en rigtig god oplevelse at se stedet og høre om arbejdet, der aftvinger stor respekt.
-----------
Tirsdag den 23. maj blev Nordstjerneløbet afviklet.
Igen i år med start og mål ved Larsen Motorcykler, Skavholmvej 4 i Lystrup. Et godt sted med god plads og en meget positiv indstilling til os og løbet.
Der var godt 50 ryttere, der startede kl. 18.30. Vi kunne glæde os over, at det i år var tørvejr. Men der var en kølig vind, der var imod rytterne på Lægårdsvej og bed lidt i tællere og "heppere" på Skavholmvej. Vi afprøvede i år muligheden for, at ryttere med cykelcomputer selv kunne tælle km, og det lod til at fungere tilfredsstillende.
Efter løbets afslutning kl. 20 var der grillpølser og drikkevarer. Igen i år var det KFUM-spejderne, der passede grillen, så alt var klart til de sultne ryttere og alle vi andre.
Efter løbet blev der uddelt spurtpræmier. Tak til de mange sponsorer både private og firmaer, der har bidraget til, at der senere kan uddeles et beløb til årets hovedbidragmodtager Reden Aarhus under KFUKs Sociale Arbejde.